Aachen kalder: Kan det nye danske hold gentage guldmagien?
Share
Der er noget ganske særligt over et verdensmesterskab.
Stemningen. Forventningerne. Følelsen af, at alt det arbejde, de tidlige morgener og de tusindvis af timer i sadlen kulminerer netop her. I næste uge samles verdens bedste dressurekvipager i Aachen, hvor endnu et kapitel i dressursportens historie skal skrives.
Vi husker stadig Herning
Ikke kun fordi Danmark vandt holdguld på hjemmebane – men fordi det var et af de øjeblikke, der mindede os om, hvad sporten kan, når talent, dedikation og samarbejde går op i en højere enhed. Cathrine Laudrup-Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen leverede en præstation, der har skrevet sig ind i dansk ridesportshistorie.
Hvis du var til stede i Herning, kan du måske huske hvor mindeværdigt, det var at opleve publikum? Tribunerne var fyldt med rødt og hvidt, og opbakningen var ganske enkelt fantastisk. Højlydt, passioneret og samtidig dybt respektfuld over for sporten. Der var en helt særlig energi i arenaen, som løftede både ryttere og tilskuere, og det var svært ikke at blive rørt over den enorme støtte til de danske ekvipager. Herning viste verden, hvor stærkt dressuren står i Danmark.
Hos Riders Atelier følger vi ikke kun sporten fra sidelinjen. Vores ekspertise er formet af mange års arbejde helt tæt på, både i hverdagen og til de største internationale mesterskaber. Det er netop kombinationen af daglig erfaring, håndværk på højeste niveau og indsigt i topsportens krav, der danner fundamentet for det, vi gør. Når verdens bedste ryttere rider ind på de største scener, er det en verden, vi kender indefra – og det er den erfaring, vi bringer med os hver eneste dag.
Tre af de fire verdensmestre er tilbage på det danske hold i Aachen. Carina Cassøe Krüth stiller igen til start med den trofaste Danciera, mens både Cathrine Laudrup-Dufour og Daniel Bachmann Andersen kommer med nye stjerner under sadlen. Cathrine rider denne gang Mount St John Freestyle, og Daniel har Flash Gordon med.
Holdets fjerde ekvipage er Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorff. For Nadja bliver det hendes første verdensmesterskab – en milepæl i enhver dressurrytters karriere og en oplevelse, de færreste får mulighed for at opleve.
Ved VM i Herning stod Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i spidsen for det danske dressurlandshold. Hendes enorme erfaring, strategiske overblik og særlige evne til at skabe både ro og selvtillid omkring rytterne gjorde hende til en uvurderlig del af den danske succes. Nathalie har gennem årtier sat sit præg på international dressur og er en af de mest respekterede profiler i sporten – både som rytter, træner og mentor.
Ved dette mesterskab er Wolfram Wittig tilknyttet det danske hold som teknisk rådgiver og eksperttræner, når de danske ryttere går på banen i Aachen.
Ikoniske Aachen
Og netop Aachen er noget helt særligt. Det ikoniske stadion er blandt de mest prestigefyldte arenaer i ridesporten, og for mange ryttere er det en livslang ambition at ride netop her. Atmosfæren er unik; intens, traditionsrig og elektrisk på samme tid. Denne gang rides der ikke på dressurarenaen, men på den store springarena, hvor der er lavet en dressurbane på græsset. Når rytterne rider ind på den store bane foran tusindvis af passionerede tilskuere, mærker man straks, hvorfor Aachen har en næsten mytisk status i den internationale ridesportsverden.

Vi glæder os til at følge hvert eneste ridt og krydser fingre for, at holdet når sit mål og at de danske farver endnu en gang finder vej til medaljeskamlen.
Holdkonkurrencen rides over tirsdag og onsdag, hvor den danske titel som regerende verdensmestre skal forsvares. Fredag står Grand Prix Special på programmet, inden mesterskabet afsluttes lørdag med Grand Prix Kür. Ud over holdmedaljerne venter der også individuelle medaljer, og uanset om man foretrækker holdkonkurrencens nerve, den tekniske præcision i Special eller den kunstneriske frihed i Küren, er der lagt op til dressursport på allerhøjeste niveau.
Hvis du vil følge med hjemmefra, kan hele mesterskabet streames via FEI TV på ClipMyHorse.
En sidste note fra os: I perioden omkring verdensmesterskabet vil vores team være til stedet ved mesterskabet, og der kan derfor forekomme forlængede leveringstider. Vi takker for forståelsen og glæder os til at dele oplevelserne fra Aachen med jer!
_____________________________
Billeder: Leanjo de Koster/FEI
_____________________________